Det er blevet nemmere for dig som bygmester at købe og sælge til de rigtige priser. Prisforvirringen er reduceret, og risikoen for at du betaler for meget og sælger for billigt, er dermed faldet i løbet af det sidste halve år.
Gennem de seneste 3½ år har byggeriet været ramt af blandt andet høje renter, høje byggeomkostninger og prisfald på boligmarkedet. Det er en kendt sag, at det har lagt en dæmper på igangsætningen i særligt 2023. Men der er en anden ting, som byggevirksomhederne har kæmpet med, og som slet ikke har fået nok opmærksomhed.
Årsagen skal findes i de enorme udsving i prisen på både den samlede varekurv af byggematerialer, men også på de enkelte materialer. Det har skabt prisforvirring og gjort det svært at navigere i markedet.
Da priserne steg med raketfart, var det under en hel del turbulens. Som entreprenør kunne du ganske enkelt hverken forudsige det samlede omkostningsniveau eller markedspriserne på byggematerialer, når du skulle give tilbud på en opgave. F.eks. steg prisen på jern og stål med 139 pct. i perioden juli 2020 til april 2022, men er sidenhen faldet med 35 pct.
Prisforvirringen har ført til, at man ofte må genoverveje valget af materialer, hvilket har resulteret i en betydelig variation i indholdet af indkøbskurven fra projekt til projekt. Det har samtidig betydet, at der var uventede gevinster for nogle, men også overraskende tab for andre.
Resultatet har været en markant øget risiko for byggevirksomheder. Selvom branchens gennemsnitlige overskud har været overraskende stabilt, er denne risiko en udfordring for branchen, da virksomhedernes formue er bundet i aktiviteter med potentiale for både højt afkast og store tab.
Pristurbulensen er overstået. Vi ligger på et nyt højere niveau, men prisudsvingene for den samlede varekurv er igen landet i kendt territorie med prisudsving på mindre end 3 pct. per år.
Samtidig er prisforvirringen mellem de enkelte materialer også ophørt, og de relative prisudsving imellem materialerne ligger nu på samme niveau, som før priserne eksploderede i slutningen af 2020. Risikoen for virksomhederne har afgørende betydning for branchens sundhed og stabilitet, og derfor kan flere entreprenører nu sænke skuldrene. Vi er tilbage i et risikoscenarie, virksomhederne kender fra før corona og forsyningskrise.
Kilde: Prognosecenteret pba. Danmarks Statistik
Forklaring: Den mørke kurve angiver udviklingen i standardafvigelsen for prisudviklingen på forskellige materialer relativt til hinanden. Den rosa kurve angiver udviklingen i den historisk realiseret volatilitet i prisudviklingen på byggeentreprenørens samlede varekurv over de seneste 12 måneder. For begge risikoindikatorer er vi tilbage på niveauet før medio 2020.